Gravid – Lillebrors historie

For 3 år siden da jeg fødte min datter, var det en meget lang og sej omgang. Det tog bogstaveligt talt hele weekenden, og jeg sov stort set ikke i 4 døgn. Men endte med en velskabt lille pige på Sønderborg Sygehus d. 07.07.14. Lille Emma var det hele værd !

Læs hele beretningen her

Graviditeten med lillebror, var til dels meget lettere, til trods for alle “bivirkningerne”. Starten var plaget af ufattelig træthed. Jeg har aldrig i mit liv oplevet at være så træt, og jeg sov stort set det meste af døgnet. (Hurra for en dejlig kæreste der tog sig af Emma)

Trætheden blev så småt afløst af kvalme og opkast. I en periode kunne jeg ikke engang gå ud i køkkenet fordi jeg så med det samme skulle kaste op.

Da kvalmen så småt var aftaget var jeg næsten 4 måneder henne, og vi var til scanning der tydeligt afslørede en lille dreng, der voksede helt perfekt, i maven. Jeg vidste allerede inden at vi skulle have en dreng, da min fornemmelse var der lige fra starten. Desuden var jeg også meget obs til Nakkefoldsskanningen, og havde inden læst om Nub-teorien.

Nakkefoldsskanning uge 12

Til dem der ikke ved hvad Nub-teorien er, så er det en teori der fortæller at selvom begge køn i uge 12 har en “nub” der stikke ud (som senere bliver til tissemand/klitoris), så skulle den ved drengbørn stritte opad og ved pigebørn stritte nedad.

Hvis man ser på scanningsbilledet ovenfor, ses nubben tydeligt at den stritter opad. !

Kønsskanning uge 15

I en periode havde jeg det super godt, men omkring halvvejs henne, begyndte mit bækken at te sig. Jeg begyndte at få flere og flere smerter, og det hjalt bestemt ikke at mit arbejde kræver at man skal rejse sig fra stolen rigtig mange gange om dagen, og gå rigtig meget.

Nogle dage var jeg næsten grædefærdig, men jeg holdt ud og prøvede at hvile så meget som muligt.

Jeg måtte dog desværre opgive mit mål om at dyrke motion på min crosstrainer igennem hele graviditeten, og generelt at gå. Det var en stor falliterklæring for mig, men jeg kunne ikke holde til det.

Jeg husker tydeligt d. 28. juni, at jeg ville gå med min kæreste og datter over at handle (900 m fra hvor vi boede) men efter gåturen der ned, og at gå rundt i butikken måtte min kæreste løbe tilbage og hente bilen, for jeg var ved at tude af smerter. *suk*

I slutningen af juli, fik vi nøglen til vores nye hus! Men jeg var efterhånden meget smertepåvirket og maven var efterhånden stor og i vejen. Jeg brugte det meste af tiden i sengen, sofaen og liggende på gulvet når jeg legede med Emma.

Det var en hård periode i næsten 2 måneder, fordi min dejlige kæreste knoklede i døgndrift på at renovere stuen, og gøre huset indflytningsklar. Det betød at jeg stod selv med min datter, aftensmad, handle ind og alle de andre pligter oveni mine smerter.

Da vi begyndte at nærme os midten af august, begynder jeg at blive utålmodig. Børneværelset til lillebror er slet ikke klar, men bruges til opbevaring af alle de ting jeg havde købt til ham. Stuen var heller ikke færdig og vi havde en støvbarrierer sat op midt i huset.

Presset hviler på min kæreste, der gør hvad han kan for at få stuen færdig, for det var nemlig planlagt at lillebror skulle fødes hjemme!

Endelig i slutning af august, kunne jeg begynde at få ting på plads på hans værelse, og stuen begynder så småt at ligne en stue.

D. 05.09 går jeg endelig på barsel. Og det hjælper rigtig meget på mine bækkensmerter.

Efterhånden begynder stuen at være færdig, og det er kun de sidste småting der mangler, så vi vælger at lade resten ligge hen og nyde den sidste tid sammen som familie inden lillebror melder sin ankomst.

Ved den næstsidste jordemoder konsultation (38+0), mærkede hun på maven og fik så en kollega til også at mærke. De var ikke særlig meget i tvivl – lillebror lå med numsen nedad!
Til først kunne jeg slet ikke få det til at passe, for jeg var sikker på at han lå rigtigt, med hovedet nedad, hvilket han også gjorde da jeg 2 uger forinden var til jordemoder. Jeg blev derfor henvist til scanning som skulle afgøre stillingen.

Mange tanker kørte rundt i hovedet da der kun var 2 uger til termin, og min ønskede hjemmefødsel var ikke tilladt hvis han lå i sædestilling. *suk*

Jeg gik selvfølgelig hjem og googlede alt hvad jeg kunne. Og mange steder læste jeg at de anbefalede kejsersnit ved børn i sædestilling. Det var jeg SLET ikke forberedt på at gå fra rolig hjemmefødsel, til kejsersnit!

Jeg kunne selvfølgelig også vælge at forsøge at føde ham “normalt” på sygehuset, men her endte mange også alligevel med akut kejsernit. Desuden med den viden jeg har om min krop i dag efter fødelsen, så ved jeg at jeg ikke ville kunne føde ham i sædestilling. (mere om det senere)

Jeg fik en tid til scanning d. 22.09, (38+3) som viser at jordemødrene havde ret, og han lå i sædestilling. Det var noget af en mavepuster! Jeg blev heldigvis tilbudt et vendingsforsøg med det samme, så vi slap for at køre til Åbenrå dagen efter. Det takkede jeg ja til!

Jeg fik elektroder på maven, og de overvågede i 30 min for at sikre at barnet ikke var stresset. Derefter fik jeg en sprøjte med noget vehæmmende, da de voldsomme bevægelser godt kunne sætte fødselen i gang. Sprøjten giver hjertebanken, og jeg følte det som om jeg var VILDT nervøs og hjertet bare hamrede derudaf.

Lægen kom ind, og så gik det løs. Jeg fik at vide at jeg bare kunne sige til hvis det blev for voldsomt, men at jeg skulle prøve at slappe af så meget som muligt. Jeg kigger den anden vej, og koncenterer mig om min vejrtrækning for at slappe af så hun kunne arbejde.

Efter 1 min, siger hun “SÅ!” og scannede mig igen. Bum! Og han lå helt korrekt med hovedet  nedad som han skulle. Jeg kunne havde brudt ud af gråd af glæde og lettelse.!

Jeg vil ikke sige at det gjorde ondt, men det var rigtig ubehageligt! Jeg havde også beskuttet mig inden, at uanset hvor ondt gjorde eller ubehageligt det var, så ville jeg ikke sige stop. Han SKULLE vendes!

De efterfølgende dage  var jeg meget nervøs hver gang havde bevægede sig. Jeg var SÅ bange for at han ville vende sig igen.

Det gjorde han dog heldigvis ikke!

Lige knap 3 år og 1 måned senere ramte jeg terminsdatoen for lillebror, onsdag d. 03.10.17, men der var ingen tegn på forestående fødsel. *suk*

Jeg havde da on/off haft nogle heftige plukveer, men de var generelt kraftigere i denne graviditet. Jeg mærkede dem stort set ikke ved Emma, før helt i slutningen.

40+2, havde jeg bestilt tid til fødselsforeberedende akkupunktur. For jeg gik også over tiden med min datter, og jeg måtte heller ikke føde hjemme hvis jeg skulle sættes igang.
Jeg gjorde derfor alt hvad jeg kunne for at sætte skub i tingene. Jeg havde i fler euger drukket hindbærblædete, prøvet zoneterapi, zebozo og hvad der ellers er af gamle husmoderråd.

Akkupunkturen var en voldsom ubehage oplevelse, fordi alle punkterne var så ømme og det var super ubehageligt! (det gør jeg ikke igen næste gang i hvert fald)
Og desværre havde det ikke nogen mærkbar effekt. *suk*

En uge over tid (41+0), og jeg havde en tid til overbårenhedsundersøgelse. (Læs mere om da jeg var til overbårenhedsundersøgelse med Emma her) og hun tilbød mig hindeløsning, hvilket jeg takkede ja til. På trods af at det ikke havde nogen effekt da jeg var gravid med Emma.

Jeg fik samtidig at vide at jeg var helt lukket og havde 1 ½ cm livmoderhals tilbage. Så jeg frygtede fuldstændig nu, at jeg skulle sættes igang.

Jeg havde efterfølgende nogle kratige plukveer, men så mærkede jeg ikke mere til det resten af dagen. Jeg havde nogle enkelte nætter vågnet af kraftige plukveer/småveer, men de var alle gange gået i sig selv igen. Denne nat mærkede jeg absolut intet!

Morgenen efter, d. 11.10 ……… Læs lillebrors fødselsberetning her !

Skriv et svar