For nu kun at skulle fortælle om fødselen én gang, får i hele forløbet i denne blog.
Jeg har valgt at skrive den så detaljeret som jeg husker den, og med vores egne personlige billeder, for at andre kan få et realitsisk indblik i hvordan en fødsel foregår.
Jeg havde selv intet at sammenligne med andet end film, og sådan foregår det altså slet ikke i virkeligheden.
40+1 |
Fredag aften efter aftensmaden begyndte jeg at få tiltagende menstruationssmerter, der kom og gik, men meget uregelmæssigt. Vi lagde dog ikke noget i det, da vi ikke regnede det for noget.
Da jeg kom tilbage i seng, vågnede Torsten, og vi snakkede kort for så at lægge os til at sove.
Jeg mærkede ikke den store virkning fra panodilerne, men fik sovet lidt ind i mellem veerne, som var uregelmæssige med 8-14 min. mellemrum.
Dagen lørdag, gik mere eller mindre som natten havde gjort det.
Om eftermiddagen havde vi besøg af Else og Bettina, som kom med kage og is (nam). Veerne gik efterfølgende lidt i stå, så Torsten fik mig til at gå rundt om spisebordet med nogle minutters mellemrum for at få gang i dem igen.
Efter nogle timer tog de til igen og hen mod aften havde de været regelmæssige med 1-2 min varighed og 6-8 minutters mellemrum et godt stykke tid.
Vi havde fået at vide af jordemoderen at vi først skulle kontakte fødegangen når veerne varede 1 min og havde 5-6 min i mellem.
Veerne tog til i styrke som aftenen skred frem, og hver gang jeg kunne mærke en bygge sig op satte Torsten timeren til og løb hen for at trykke mig på lænden. Her sad den mest intense smerte, som næsten forsvandt ved tryk, så jeg kun skulle koncentrere mig om smerten foran i underlivet.
Da klokken var 1.30 om natten (natten til søndag) lagde Torsten sig til at sove kort på sofaen. Jeg sad med telefonen i hånden (så jeg kunne time veerne), i gyngestolen og så tv, så vidt muligt, for at få tiden til at gå.
Endelig efter en time var der ca. 4-6 min mellem veerne, og udmattelsen var begyndt at sætte sine spor efter næsten 1 døgn med veer ca. hvert 10. min.
Jeg vækkede så Torsten, og ringede til fødegangen for at fortælle dem hvordan det stod til. De sagde at de havde travlt, men at jeg gerne måtte komme der op, så de kunne undersøge mig.
Vi regnede med at blive sendt hjem igen, evt. med noget smertestillende i hånden. Men jeg havde bare brug for at vide hvor langt jeg var i processen, for at kunne holde smerterne ud.
Vi pakkede bilen, med tasken til mig, pusletasken, babydyne og autostol. Afsted det gik!
Da vi ankom til fødegangen, kl. 02.45, blev vi taget imod af en yngre jordemoder, Silke som viste os ind på en observations stue. Her ventede vi nogle minutter før hun havde tid til at undersøge mig.
Der blev kørt kurve på baby og veerne igen, og hun undersøgte mig. Jeg havde åbent mig 1 ½ cm. *suk*
Veerne var faldet i hyppighed til ca. 6-8 min. men var igen taget til i styrke.
Hun tilbød mig enten en dosering af forskellige piller for smerterne og noget afslappende, eller et skud morfin.
Hun anbefalede at jeg tager imod morfinen, da jeg fint kunne slappe af under veerne, ved hjælp af vejrtrækning. Jeg takkede pænt ja, i håbet om at kunne få et par timer på øjet.
Hun sagde så at vi ville få en stue og nogle senge, så vi kunne sove der resten af natten. Torsten hentede tasken med mit tøj nede i bilen. Så kl. 03.00 blev vi indlagt og jeg fik et skud morfin i låret. Vi fik lidt saft at drikke mens vi ventede på morfinen skulle virke, fik pakket lidt ud og gjort klar til natten.
Vi sov begge tungt, og jeg vågnede kun få gange pga. smerter, men fik dog alligevel 4 ½ times søvn.
Næsten morgen omkring kl. 08.45 vågnede vi begge. Vi fik serveret morgenmad og fik tøj på. Veerne kom nu kun hvert 20. min. og de besluttede derfor at de ville tage vandet.
Vi kom derfor ned på en fødestue, hvor jeg fik et lavment (knap så fantastisk oplevelse btw.) og da det var “overstået”, tog de vandet kl. 11.50
![]() |
Fødestuen |
![]() |
Efter vandet er taget, og der bliver kørt kurve på baby |
Samtidig med at de tog vandet, satte de en elektrode på babys hoved, så de kunne måle hendes hjerterytme. Den faldt dog af senere, så de målte efterfølgende hjerterytmen udenpå maven, som de ofte har gjort før.
Herefter tog veerne til! Og da de undersøgte mig kl. 13.00 havde jeg åbnet mig 4 cm, og var derved i aktiv fødsel, som de kalder det. (Selvom jeg følte at jeg havde været i aktiv fødsel i snart 1 ½ døgn)
Veerne tog voldsomt til i hyppighed og styrke! Og til sidst var det uudholdeligt, så jeg bad om at få en epidural, da jeg efter så mange timer med smerter ikke havde overskud til de stærke smerter.
Der gik ca. 30 min før narkoselægen kom.
Jeg husker ikke meget i denne periode, da jeg var så voldsomt påvirket at smerter, så jeg gjorde bare som jeg fik besked på.
Jeg husker at jeg lå på venstre side og skulle presse mig helt sammen, knæene op og hovedet ned, så ryggen buede. Jeg skal love for at det er en udfordring med en højgravid mave og kraftige veer!
Det gjorde ikke ondt at få lagt, og da den endelig virkede efter ca. 10 var det som om englene sang!
![]() |
Her kan man se slangen gå ind i ryggen med masser tape omkring
så den ikke falder ud når man bevæger sig eller ligger på den
|
Til trods for at jeg havde ligget på venstre side virkede den mest i højre side, så mit højre ben var helt væk. Det var en sjov følelse! Dog efter en times tid, begyndte jeg at få følelsen tilbage i benet.
Jeg fik også anlagt drop, så jeg kunne få noget væske, da man har tendens til at få feber af epiduralen, hvilket jeg også fik lidt. Der fik jeg 2 panodiler og så gik det væk igen.
![]() |
Her viser Torsten hvordan epiduralen snor sig op af ryggen på mig til den lille beholder med væsken |
![]() |
Den øverste måler veerne og den nederste måler babys hjerterytme. |
![]() |
Der var dog også tid til at snakke i telefon med mor |
Pingback: Graviditet - og om ikke fan af det • The Interior Spotlight
Pingback: Min fødselsberetning 3.0 - Din vej til verden (Hjemmefødsel) • The Interior Spotlight