Min fødselsberetning – Din vej til verden!

ADVARSEL: Meget lang og personlig blog, med billeder fra fødselen! 

For nu kun at skulle fortælle om fødselen én gang, får i hele forløbet i denne blog.

Det har været en lang, hård og ufattelig fantastisk oplevelse som ikke kan sammenlignes med noget andet i verden!!

Jeg har valgt at skrive den så detaljeret som jeg husker den, og med vores egne personlige billeder, for at andre kan få et realitsisk indblik i hvordan en fødsel foregår.
Jeg havde selv intet at sammenligne med andet end film, og sådan foregår det altså slet ikke i virkeligheden.

40+1
Som mange ved gik jeg flere dage over tid. Onsdag d. 3/9 havde vi været til overbårenhedsundersøgelse, hvor der blev aftalt at vi skulle komme igen fredag til en evt. igangsættelse men at det ikke var sikkert da de havde meget travlt denne weekend.
Fredag kom, og jeg havde ingen tegn på veer! Vi mødte på Svangerklinikken kl. 7.20 og ventede lææænge før vi blev vist ind på en stue.
Her fortalte de at der skulle køres en kurve for at se hvordan hun havde det.
Kurven var fin som den skulle være. 🙂
Herefter fortalte de at de desværre ikke kunne sætte mig igang, da de havde alle fødestuer fyldt op og 2 på vej med veer, men at hvis de fik mindre travlt, så ville de ringe efter os i løbet af weekenden. Hvis de dog ikke havde ringet inden søndag, så skulle vi ringe til Svangerklinikken søndag morgen kl. 7.30 og få en status.
Det blev dog ikke nødvendigt!

Fredag aften efter aftensmaden begyndte jeg at få tiltagende menstruationssmerter, der kom og gik, men meget uregelmæssigt. Vi lagde dog ikke noget i det, da vi ikke regnede det for noget.

Om aftenen gik vi i seng omkring kl. 23, som vi plejer.
Kl. 2.46 vågner jeg af en sammentrækning i underlivet!
Jeg var i tvivl om hvor vidt det var en ve, men da der efterfølgende kom 3 mere med 10 mins mellemrum, var jeg ikke i tvivl.
De var ikke så slemme. Faktisk som stærke menssmerter.
Jeg vækkede ikke Torsten på dette tidspunkt, da jeg bare var bange for at de ville gå i sig selv igen.
Efter nogle timer med småveer hvert 10 min. gik jeg ind for at tage 2 panodiler, for at se om ikke det ville hjælpe lidt, så jeg kunne få noget søvn.
Da jeg kom tilbage i seng, vågnede Torsten, og vi snakkede kort for så at lægge os til at sove.
Jeg mærkede ikke den store virkning fra panodilerne, men fik sovet lidt ind i mellem veerne, som var uregelmæssige med 8-14 min. mellemrum.

Dagen lørdag, gik mere eller mindre som natten havde gjort det.
Om eftermiddagen havde vi besøg af Else og Bettina, som kom med kage og is (nam). Veerne gik efterfølgende lidt i stå, så Torsten fik mig til at gå rundt om spisebordet med nogle minutters mellemrum for at få gang i dem igen.
Efter nogle timer tog de til igen og hen mod aften havde de været regelmæssige med 1-2 min varighed og 6-8 minutters mellemrum et godt stykke tid.
Vi havde fået at vide af jordemoderen at vi først skulle kontakte fødegangen når veerne varede 1 min og havde 5-6 min i mellem.
Veerne tog til i styrke som aftenen skred frem, og hver gang jeg kunne mærke en bygge sig op satte Torsten timeren til og løb hen for at trykke mig på lænden. Her sad den mest intense smerte, som næsten forsvandt ved tryk, så jeg kun skulle koncentrere mig om smerten foran i underlivet.

Da klokken var 1.30 om natten (natten til søndag) lagde Torsten sig til at sove kort på sofaen. Jeg sad med telefonen i hånden (så jeg kunne time veerne), i gyngestolen og så tv, så vidt muligt, for at få tiden til at gå.
Endelig efter en time var der ca. 4-6 min mellem veerne, og udmattelsen var begyndt at sætte sine spor efter næsten 1 døgn med veer ca. hvert 10. min.

Jeg vækkede så Torsten, og ringede til fødegangen for at fortælle dem hvordan det stod til. De sagde at de havde travlt, men at jeg gerne måtte komme der op, så de kunne undersøge mig.
Vi regnede med at blive sendt hjem igen, evt. med noget smertestillende i hånden. Men jeg havde bare brug for at vide hvor langt jeg var i processen, for at kunne holde smerterne ud.

Vi pakkede bilen, med tasken til mig, pusletasken, babydyne og autostol. Afsted det gik!

Da vi ankom til fødegangen, kl. 02.45, blev vi taget imod af en yngre jordemoder, Silke som viste os ind på en observations stue. Her ventede vi nogle minutter før hun havde tid til at undersøge mig.
Der blev kørt kurve på baby og veerne igen, og hun undersøgte mig. Jeg havde åbent mig 1 ½ cm. *suk*
Veerne var faldet i hyppighed til ca. 6-8 min. men var igen taget til i styrke.
Hun tilbød mig enten en dosering af forskellige piller for smerterne og noget afslappende, eller et skud morfin.
Hun anbefalede at jeg tager imod morfinen, da jeg fint kunne slappe af under veerne, ved hjælp af vejrtrækning. Jeg takkede pænt ja, i håbet om at kunne få et par timer på øjet.

Hun sagde så at vi ville få en stue og nogle senge, så vi kunne sove der resten af natten. Torsten hentede tasken med mit tøj nede i bilen. Så kl. 03.00 blev vi indlagt og jeg fik et skud morfin i låret. Vi fik lidt saft at drikke mens vi ventede på morfinen skulle virke, fik pakket lidt ud og gjort klar til natten.
Vi sov begge tungt, og jeg vågnede kun få gange pga. smerter, men fik dog alligevel 4 ½ times søvn.

Næsten morgen omkring kl. 08.45 vågnede vi begge. Vi fik serveret morgenmad og fik tøj på. Veerne kom nu kun hvert 20. min. og de besluttede derfor at de ville tage vandet.
Vi kom derfor ned på en fødestue, hvor jeg fik et lavment (knap så fantastisk oplevelse btw.) og da det var “overstået”, tog de vandet kl. 11.50

Fødestuen
Efter vandet er taget, og der bliver kørt kurve på baby

Samtidig med at de tog vandet, satte de en elektrode på babys hoved, så de kunne måle hendes hjerterytme. Den faldt dog af senere, så de målte efterfølgende hjerterytmen udenpå maven, som de ofte har gjort før.

Herefter tog veerne til! Og da de undersøgte mig kl. 13.00 havde jeg åbnet mig 4 cm, og var derved i aktiv fødsel, som de kalder det. (Selvom jeg følte at jeg havde været i aktiv fødsel i snart 1 ½ døgn)

Veerne tog voldsomt til i hyppighed og styrke! Og til sidst var det uudholdeligt, så jeg bad om at få en epidural, da jeg efter så mange timer med smerter ikke havde overskud til de stærke smerter.
Der gik ca. 30 min før narkoselægen kom.
Jeg husker ikke meget i denne periode, da jeg var så voldsomt påvirket at smerter, så jeg gjorde bare som jeg fik besked på.
Jeg husker at jeg lå på venstre side og skulle presse mig helt sammen, knæene op og hovedet ned, så ryggen buede. Jeg skal love for at det er en udfordring med en højgravid mave og kraftige veer!
Det gjorde ikke ondt at få lagt, og da den endelig virkede efter ca. 10 var det som om englene sang!

Her kan man se slangen gå ind i ryggen med masser tape omkring
 så den ikke falder ud når man bevæger sig eller ligger på den

Til trods for at jeg havde ligget på venstre side virkede den mest i højre side, så mit højre ben var helt væk. Det var en sjov følelse! Dog efter en times tid, begyndte jeg at få følelsen tilbage i benet.

Jeg fik også anlagt drop, så jeg kunne få noget væske, da man har tendens til at få feber af epiduralen, hvilket jeg også fik lidt. Der fik jeg 2 panodiler og så gik det væk igen.

Her viser Torsten hvordan epiduralen snor sig op af ryggen på mig til den lille beholder med væsken
Den øverste måler veerne og den nederste måler babys hjerterytme.
Der var en frygtelig masse ledninger over det hele, men jeg skulle heldigvis bare ligge det meste af tiden!
Da jeg havde fået anlagt epiduralen, kom Bettina, som skulle filme fødselen. (Det er derfor vi har så mange billeder, da vi havde kamera med og Torsten optog indtil Bettina kom)
Omkring kl. 17 var jeg 8 cm åben, men babys hoved stod en anelse forkert, så jeg fik besked på at komme op og sidde på en gummibold, for at se om bevægelserne kunne få hende til at rykke hovedet hen så det stod rigtigt.
Heldigvis havde jeg følelser i benene igen, så jeg kunne fint sidde på bolden en times tid indtil jeg igen skulle undersøges.
Kl. 18 var jeg 9 cm, men manglede en lille bitte kant for oven og for neden. Jeg havde dog godt måtte presse nu, men babys hoved stod stadig forkert, så nu skulle gispe-vejrtrækningen til.
Der var dog også tid til at snakke i telefon med mor
Jeg var nemlig nu så småt begyndt at få presseveer. Det føles rent ud sagt som om man VIRKELIG skal på toilettet med afføring, men de må ikke give efter for presset. Derfor skal man gispe, for når man gisper så kan man ikke presse.
Kl. 19 var der ingen forskel endnu, så jeg blev tilsluttet vedrop på laveste blus, da jeg reagerede kraftigt på det, og veerne blev hurtigt stærkere og hyppigere. Jeg kunne dog ikke mærke smerterne pga. epiduralen, men presset begyndte at stige og jeg måtte efterhånden koncentrere mig meget om vejrtrækningen.
Efterhånden som presseveerne tog til blev det svært at modstå pressetrangen. Den sidste time inden jeg måtte presse var virkelig hård, da presset var SÅ stort og jeg blev NØDT til at presse nogle gange.
Da klokken blev 22.00 måtte jeg endelig give efter! Jeg lå halvt siddende på ryggen mens Torsten holdt min ene hånd og Bettina den anden. De sagde at jeg godt måtte klemme deres hænder, men alle kræfter blev brugt på at presse baby ud. Jeg fik ca. 3 gode pres på én ve.
Jeg kunne tydeligt mærke hver gang hun kom længere ned. Det svier og brænder helt vildt skal jeg hilse og sige.
Efter noget tid, uden fremgang, hvor hun blev ved med at glide op igen, foreslog jordemoderen at jeg kom op at stå for at lade tyngdekraften gøre sit.
Og der gik ikke mange veer i stående stilling før hun sagde at nu skulle jeg sgu op at ligge for nu kom hun altså ud.
Jeg husker tydeligt da jeg kan mærke hovedet! Jeg blev helt forbavset så jeg stoppede med at presse midt i en ve, og udbrød “Årh, jeg kan mærke hende” eller noget i den stil.
Torsten syntes det er evigt morsomt! – Desværre er det bare ikke med på videoen.

Jeg kom op at ligge, selvom jeg følte at hovedet hang ud af mig (sorry for det billede), men det gjorde det dog ikke.
Og efter nogle pres kom hovedet ganske rigtigt!
Mens hovedet gled ud bad hun mig om at gispe, så det ikke kom for hurtigt ud og derved ville give bristninger. Jeg gispede alt jeg kunne og hendes lille hoved gled fint ud.
Hun var helt sorthåret og blå i hovedet.
Det syntes at vare en EVIGHED før næste ve kom og jeg kunne presse kroppen ud.
Men hvilken forløsning. Det føltes som om hele kroppen gav efter da hun gled ud.
Jeg fik hende kun lige op på maven, da navlesnoren var for kort til at hun kunne komme op på brystet, men Torsten klippede den over og hun kom helt op at ligge. Hun skreg HØJT! Ingen tvivl om at hun var kommet til verden.
Vi kiggede alle tre beundrende på den lille nye skabning der blev født 22.47. <3
Efter noget tid bad jordemoderen mig igen om at presse en enkelt gang, og så kom moderkagen ud. Den blev født (som de kalder det) kl. 23.00, og vejede 420 gram.
Hun holdt den op og viste os “livets træ”.
Jeg syntes dog den virkede lille i forhold til at hele babyen havde ligget der inde.
– Den får i dog ikke billede af, da det måske lige er over grænsen 😉
Jeg fik 2 små hudafskrabninger som krævede 2 små sting. Men jeg mærkede det overhovedet ikke da de syede mig.
I forhold til at føde så er det sgu ikke noget. Haha!
Det var beretningen om dette lille menneskes lange vej til verden!
Vores skønne lille skat. 
3450 gram og 53 cm.
<3

Det var en vild og fantastisk oplevelse! Men bestemt også den største smerte jeg har oplevet i hele mit liv. Jeg skreg ikke en eneste gang, men gik ind i mig selv, som jeg nok havde på fornemmelsen at jeg ville gøre.
Men én ting er virkelig rigtigt, og det er at så snart du får barnet op til dig, så forsvinder ALLE smerter! Og i dag hvor jeg sidder og tænker tilbage, kan jeg stadig ikke genkalde smerterne.
Jeg syntes at jeg havde en fantastisk fødsel, selvom det var et hårdt, langt og smertefuldt forløb.
Jeg gjorde gerne det hele igen! 

2 tanker om “Min fødselsberetning – Din vej til verden!”

  1. Pingback: Graviditet - og om ikke fan af det • The Interior Spotlight

  2. Pingback: Min fødselsberetning 3.0 - Din vej til verden (Hjemmefødsel) • The Interior Spotlight

Skriv et svar